FRISØRERNE (2014). SKUESPIL FOR 5 KVINDER.

F, en midaldrende kvinde i krise, begynder at belure fire unge kvinder i en lille frisørsalon, kvindelighedens arnested. Med alle midler forsøger hun at komme tæt på dem: Mette, Jorun og Trine, og den nytilkomne Boogie, en fremmed fugl med en dyster baggrund og et særligt talent for at føre regnskab. Hvem er de, og deres mange forskellige kunder, og hvem er F selv? Hvad er det, hun har på samvittigheden? En dag bliver Boogie meldt savnet, og F brutalt afsløret i sit tvivlsomme forehavende. Et tragikomisk stykke om at være kvinde, og måske have det svært med andre kvinder. Om køn som konstruktion, biologi eller forbandelse. Om fiktion og virkelighed, og om at fare vild i laget mellem.

"Frisørerne er en munter oplevelse. Essentielt er stykket en præcis skildring af kvinders følelse af magtesløshed, når den får lov til at vokse til det mareridtsagtige. Og det er et skarpt virkelighedsbillede af en kvindeverden, hvor mændene er uduelige - og hvor “forandringsparat" kun er et ord i Alt for Damerne. Kvindekenderinstruktøren Søren Iversen har fået det mildeste, vildeste og mærkeligste frem hos sit feminine charmeensemble, så skuespillerne peaker af hormoner og humor." Anne Middelboe Christensen, Information.

Astrid Saalbachs nye skuespil om fremmed intervention i et klaustrofobisk spejlkabinet er vittigt og vanvittigt. En makaberdans, hvor hverdagsrealisme veksler med onde drømme. Det er råt og grotesk. Men (…) også satirisk komik på højt plan." Klaus Rothstein, Weekendavisen.

"Sjovt, nytænkende og godt sat sammen. Fyldt med sjove og skæve personer og episoder der - i hvert fald for mig - vækker genkendelse fra mit eget liv. Den tager store emner op, især for kvinder, som alle burde overveje." Katrine Tøt, Kulturshot.

"Godt komisk spil af fem stærke kvinder. Frisørsalonen bliver et billede på en kvindeundertrykkende kultur, som opstiller umulige skønhedsidealer. De mange karakter- og parykskift undervejs er et interessant billede på stykkets fremstilling af kvinden som en udklædningsdukke, der kan iklædes en hvilken som helst skikkelse alt efter (mændenes) behov." Tre stjerner. Kristian Husted, Politiken.

"Æstetisk topklasse. Requiem over pseudokvindernes spejlkabinet. En uformelig dødsmesse over de fremmedgjorte pseudokvinder. Stine Martinsen, der i øjeblikket også er aktuel på Folketeatret og Göteborg Stadsteater, har skabt en scenografi der er en et præcis metafor for kvindens uendelige selvspejlende tomhed med momentvis smukke forvandlingsbilleder." Maria Ciccia Smidl, Sceno.

Rødt og grønt (2010). Skuespil for 3 kvinder og 2 mænd.

En gruppe hvide europæere arbejder med udviklingsbistand i et borgerkrigshærget tredieverdensland, der minder om Nepal. Én har hjemve, en anden for længst kappet forbindelsen, andre igen driver orienteringsløse fra sted til sted. De indleder forhold til hinanden på kryds og tværs, afprøver grænser privat som fagligt, og forsøger på forskellig vis at fortrænge, at de måske gør mere skade end gavn med deres projekter. En kalejdoskopisk fortælling om magt, og afmagt.

”Rött och grönt har drag av Strindbergskt kammarspel. Pjäsen är en nutida spöksonat med sammansatta och sargade gestalter.” Nummer.se.

”Aha-upplevelser kommer med jämna mellanrum och Saalbach syr snyggt ihop den första scenen med den sista.” Lars Ring, Svenska Dagbladet.

"Sofi Helledays repliker träffar fel varje gång med underbar precision... Man skäms inför varje ny pinsam vit arrogans, som om man själv stått för den. Skrattar man – och det gör man trots allt – så fastnar också det i halsen. För det är beska sanningar som serveras.” Ingegärd Waaranperä, Dagens Nyheter.

"Saalbachs ord svier altid. Enten i ens drømme eller i ens samvittighed. Som tilskuer til hendes stykker bliver man spejlet så skævt og skingert, at man ikke kan undgå at se, at noget af billedet er sandt... Stort set alle perversioner fremvises med grotesk humor i en handling der gør sig selv helt rundtosset." Anne Middelboe Christensen, Information.

"Et lystspil om den hvide koloniherre og hans kone, der hjerteligt forveksler gæster og døden med en fest. I alt fald en suveræn opvisning i menneskelig afvikling." Per Theil, Politiken.

"Dramaturgisk begynder Saalbach med slutningen og lader scenerne spille i en tilfældig rækkefølge, så puslespillet først samles til sidst. Snedigt arbejde. Og hendes replikkunst - figurerne taler næsten uden subjekter i deres sætninger - er med til at give en amputeret, truende rytme i dialogerne, der dermed fjerner sig behændigt fra realismen." Jacob Steen Olsen, Berlingske Tidende.

Uropført på Stockholms Stadsteater. Premiere på Det Kongelige Teater 2010, og derefter Århus Teater.

Udgivet i bogform af Gyldendal (sammen med Pietà).

Oversat til svensk, norsk og engelsk.

Pietà (2007). Skuespil for 1 kvinde og 1 mandlig statist.

Rie, en midaldrende kvinde med fart på livet og karrieren, vågner med voldsomme tømmermænd. Hun befinder sig på et hotelværelse, og ved siden af hende ligger en ung mand, hun ikke kender, lidt for stille.

”Opsætningen af Astrid Saalbachs prisbelønnede monolog ”Pieta” på Århus Teater er den hidtil bedste, mest gennemførte og totalt overrumplende set indtil dato”. Lars Wredstrøm, Børsen.

”Andet og mere end historien om en sælgers død, og en enkelt sørgelig skæbne… For denne Ries tragedie som kvinde er også, at hun har levet på mændenes præmisser. Hun er blevet ligesom dem. Hun har tilbedt falske guder.” Jakob Steen Olsen, Berlingske Tidende.

”Gradvis svinder grunden væk under hende med en uafvendelig, skæbnesvanger logik, lidt som i en græsk tragedie. Her kan det kun gå fra slemt til værre, men med højt humør, sort humor.” Monna Dithmer, Politiken.

Uropført på Stockholms Stadsteater, derefter på Husets Teater i København, Århus Teater, Odense Teater, og i Norge, Estland og Færøerne.

Udgivet i bogform af Gyldendal (sammen med Rødt og Grønt). Udkommet i bogform på Estisk. Desuden oversat til tysk, engelsk, tjekkisk og fransk.

Verdens ende (2003). Skuespil for 3 kvinder og 2 mænd.

Xenia, en yngre stewardesse, er netop landet efter en anstrengende langtur. På det sidste stykke hjem farer hun vild. Hun møder en mærkelig ung pige, der hellere ville have været en hest, som fører hende med ind i en verden hinsides vores tidszoner. Her er flyvemaskiner noget fra en fjern fortid, hvor de uden grund begyndte at falde ned, og børn noget man kan bytte sig til for en rullekuffert. Her får Xenia alt hvad hun har drømt om, men forsømt i tidligere liv, og mister det igen. Om forvandling, lidenskab, og tab, der måske er begyndelsen til noget nyt.

”Man bliver godt og grumt fanget ind af historien, fordi den bliver fortalt lige ud af vejen, men samtidig har en duvende spændvidde mellem drømmespil med fabelagtige væsener, og samfundskritik med uhyrlige kloner.” Monna Dithmer, Politiken.

”Folder sig ud i et overjordisk univers, halvt realisme, halvt drøm, i et forsøg på at favne den mærkeligt sammensatte erfaring, det er at orientere sig midtvejs i livet… Et smukt orkestreret værk med fabelagtige, supersoniske erkendelser.” Me Lund, Berlingske Tidende.

”En fortættet og foruroligende beskrivelse af den moderne kvinde, og den moderne virkelighed.” Rikke Rottensten, Kristeligt Dagblad.

Uropført på Husets teater. Opført på Århus Teater, Odense Teater, Divadlo na Vinohrady (Prag), og Theatre du Trillium (Ottawa). Reading på Comedie Francaise (Paris).

Udgivet i bogform på dansk af Gyldendal, og på fransk, rumænsk og kinesisk. Desuden oversat til tysk.

Det kolde hjerte (2002). Skuespil for 4 kvinder og 3 mænd.

Sofie, en ung narkoprostitueret, tager en vinternat et fix i en kælderskakt, og befinder sig med ét på de kongeliges slot. Her kommer hun, som den lille pige med svovlstikkerne, ind i varmen, og bliver forlovet med kronprinsen. Alt er lykke, men katastrofen lurer, for en af kammertjenerne kender den nye prinsesses egentlige identitet. Et moderne eventyr om at rejse fra samfundets bund til dets højeste top, og om de kongelige i freudiansk forstand.

”En eventyrlig dragende drømmefortælling kombineret med en mere distancerende komik… Stærke og komplekse billeder.” Mikkel Wallentin, Politiken.

”Et humoristisk-satirisk eventyr på overfladen, tragisk nedenunder.” Jens Kistrup, Weekendavisen.

Uropført på Det Kongelige Teater i København. Opført på Århus Teater, Den Nationale Scene i Bergen, på Den Internationale Teaterfestival i Skt. Petersborg, og Teater Galeasen i Stockholm.

Udgivet i bogform på dansk (Rosinante).

Aske til aske, støv til støv (1998). Skuespil for 4 kvinder og 2 mænd.

To veluddannede og modne mennesker med strålende karrierer foran sig, indleder et kærlighedsforhold. Alt tegner lyst. Men hensynet til børnene fra hans tidligere ægteskab tvinger manden til et valg, og han forlader sin elskede. Kærligheden slår om i had. Om skyld og besættelse, og det gådefulde der styrer os, som kan få os til at begå det ufattelige, forfærdelige.

”Ordknapt. Barskt. Vittigt. Foruroligende. Astrid Saalbachs moderne tragedie Aske til Aske, støv til støv, er medrivende og betagende i en næsten uhørt grad for danske forhold.” Me Lund, Berlingske Tidende.

”Så fremragende, at det næsten ikke er til at holde ud.” Anne Middelboe Christensen, Information.

Uropført på Århus Teater 1998. Opført på Husets Teater, Odense teater, og Rogaland Teater (Norge).

Udgivet i bogform af Rosinante.

Det velsignede barn (1996). Skuespil for 4 kvinder og 2 mænd.

Første del foregår nu, og handler om Malte og Victor der er begyndt i skole, og deres forældre, der går alt for meget op i hvad de skal lære. Anden del foregår ca. tredive år frem i tiden, hvor kvinderne har al magt, men ikke noget at bruge den til, og mændene er blevet reduceret til slaver, eller prostituerede. De børn der bliver født er ikke levedygtige. Men så nedkommer Victor, der er blevet til Victoria, med et særlig robust, det første af en ny art, Malte har spået skal overtage jorden, og dem der fortæller historien… En komedie om familiens endeligt. Om frygten for fremtiden, og om hvilke monstre denne frygt avler.

”Et samfundskritisk udsagn, og en poetisk dystopi, et slutspil i mysterieform om vores civilisations sidste årtier.” Jette Lundbo Levy, Information.

”Spændvidden og springkraften i dramaet er ligeså dumdristig, som den er frygtindgydende.” Monna Dithmer, Politiken.

Uropført på Århus teater 1996. Opført på Husets Teater, Rogaland Teater (Norge), Hvidovre Teater, Uppsala Teater (Sverige), og Halcyon Theatre (Chicago). Købt til opførelse af Dramaten i Stockholm.

Udgivet i bogform på dansk (Rosinante).

Morgen og Aften (1993). Skuespil for 4 kvinder og 3 mænd.

Syv mennesker der hver på deres måde befinder sig på kanten af livet og samfundet, udtaler en morgen deres højeste ønske for fremtiden. Samme aften mødes de i en have i en storby, nu som privilegerede, med andre navne og identiteter, der kun svagt minder om dem, de havde om morgenen. Nogle har fået deres ønske opfyldt, andre deres forbyttet. Mens de spiser, og morer sig, og har forskellige forviklinger, glider de ind i natten, der med ét ser ud til at blive evig.

”Det er tabet af tilværelsens dybder, af kærlighed og af en naturlig omgang med livets og dødens storhed, Morgen og Aften kredser om. Ikke klynkende. Ikke bagstræberisk. Og slet ikke moraliserende.” Me Lund, Berlingske Tidende.

”Historien opløser sig, og spaltes i sine mindste bestanddele, en række atomare ledemotiver vandrer fra person til person, og fra situation til situation, mens de varieres og kombineres i alle tænkelige gråzoner mellem tragedie og farce…” Det barske ved Morgen og Aften er kortlægningen af ulykkens – eller rettere: ikke lykkens – symptomer. Det oplivende er påvisningen af deres årsag, og omridset af et ansvar.” Michael Bonnesen, Politiken.

Uropført på Århus Teater. Opført på Husets Teater, Riksteatern (Sverige), Stockholms Stadsteater (Sverige), Østgøta Teatern (Sverige), Rogaland Teater (Norge), Hampstead Theatre (London), Guelph Theatre (Canada), og Nationalteatret i Riga (Letland). Readings på Teaterfestival i Strasbourg, og teaterbiennalen i Bonn.

Udgivet i bogform af Rosinante, og på fransk, engelsk, og amerikansk. Oversat til tysk.

Utugt (1992). Skuespil for 1 kvinde og 1 mandlig statist.

Midaldrende kvindelig terrorist i et afrikansk land køber sig til sex med arabisk mand.

Bidrag til De 7 Dødssynder skrevet sammen med Carsten Jensen, Morti Vizki, Jens-Martin Eriksen, Julie Wieth, Pia Tafdrup og T.S. Høeg.

Myung (1989). TV-spil.

Et ægtepar med halvvoksne børn adopterer en femårig pige fra Korea, der med sin meget større livserfaring bliver en udfordring, de ikke kan håndtere.

”Med effektfuld brug af flashback lukker hun os ind til en spændende psykologisk gyser med Myung som den centrale figur, om hvilken alt koncentrerer sig i den hyggelige keramikeridyl på landet.” Jens Bech, Jyllandsposten.

Sendt i Danmarks Radio.

Dansetimen (1986). Skuespil for 7 kvinder og 1 mand.

Syv kvinder i forskellig alder og form møder op til den ugentlige lektion i klassisk ballet. Lærerinden er en tidligere ballerina, hvis krop er ødelagt af den dans, hun nu prøver at lære videre. I løbet af timen åbenbares hendes magt over eleverne, og deres glubske, hæmningsløse kærlighed til, og afhængighed af, hende. De kappes om at vinde hendes opmærksomhed og ros. Hun belønner nogle, og straffer andre, og får alle til at danse, til de ikke længere ved hvem de selv er. Om kroppen, og det der sker, når man slipper den løs.

”Beskrevet med en følsom humor af den slags, som også afdækker lidelsen og længslen. Deres indbyrdes kampe, kvinde mod kvinde, i den ugentlige dansetime, kan få karakter af det fortvivlet morsomme og vende til en fortvivlet frigørelse, når de får lov at leve de indkapslede følelser ud.” Viggo Sørensen, Jyllandsposten.

”Det påfaldende smertelige underskud af varme og kærlighed, moderlighedens tvetydige udstråling af nærhed og fjernhed, kroppenes sårbarhed og de tragikomiske afdækninger af den tålte lidelse - kroppenes lidelse lutrer.” Bettina Heltberg, Politiken.

Uropført på Det Kongelige Teater i 1986. Opført på Nationalteatret i Oslo, Århus teater, og i Prag, hvor det går på 14. år, og flere steder i Tjekkiet, Letland, Estland, Litauen og Slovakiet.

Oversat til tysk.

Den usynlige by (1986). Skuespil for 4 kvinder.

En ung pige bliver ansat på prøve på et plejehjem, der viser sig at være mere end overfyldt. Hun er ivrig efter at gøre sig nyttig, og indordner sig hurtigt de specielle arbejdsvilkår. Mens tiden går, forsvinder verden udenfor, og hun bliver trukket ind i et spil mellem de andre ansatte, og de gamle. Om glemsel, og døden, og kvinders villighed til at ofre sig.

”En ætsende gennemlysning af et stort, og stadigt voksende socialt problem (diskriminationen af de gamle) og som en vision af en verden, hvor menneskene umenneskeliggør sig selv, v ed at umenneskeliggøre andre mennesker.” Jens Kistrup, Berlingske Tidende.

”Barskt og bevægende, rystende og morsomt.” Bent Mohn, Politiken.

Uropført på Folketeatret i København 1986. Opført på Ålborg Teater, i Sverige, i Norge, og på Teatro Dell Orologio i Rom.

Udgivet i bogform af Forlaget Drama.

En verden der blegner (1984). TV-spil.

En nybagt studine på vej ud i en verden, hun ikke kan overskue. I forsøg på at finde sine ben, kommer hun til at forråde sin bedste veninde, og dermed også sig selv.

”Sterkt, både som tidsbilde, med blikket konsentrert om ungdomsarbeidsløsheten som truende realitet i dagens nordiske samfunn, og som tidløst psykologisk portret av et ungt menneske.” VG (Norge).

”Det er sjældent man ser sansen for det psykiske, og sansen for det sociale, integreret så fint” Politiken.

Udsendt i Danmarks Radio 1984, derefter i Norden, Tyskland, Holland, Frankrig og Belgien.

Skyggernes børn (1983). Hørespil

En ung kvinde får en abort, og kommer i telepatisk kontakt med en tjenestepige, der et par hundrede år tidligere har født et barn uden for ægteskab, og slået det ihjel.

”Ægte dramatisk talent.” Jens Kistrup, Berlingske Tidende.

Udsendt i Danmarks Radio 1984, derefter i Sverige og Norge.

Udgivet i bogform af Forlaget Drama.

Bekræftelsen (1982). Hørespil.

En ung pige bliver konfirmeret. Familien holder fest, og giver hende gaver, men er måske samtidig i færd med at ofre hende ved et ældgammelt ritual.

”Beviser at Astrid Saalbach, ligesom i debutradiospillet Spor i Sandet, for et halvt år siden, kan skrive en dialog, der både fortæller noget om tiden, og om de mennesker der lever i den.” Jens Kistrup, Berlingske Tidende.

Udsendt i Danmarks Radio 1983. Derefter i Sverige og Norge.

Spor i sandet (1981). Hørespil.

Et ungt arbejdsløst par i et totalitært samfund, lidt ude i fremtiden. De tager på tur til en strand, hvor ingenting er som det plejer. Om overvågning, drøm og virkelighed.

”En mere end almindeligt lovende debut.” Jens Kistrup, Berlingske Tidende.

”Et stykke som formår at overraske.” Carina Waern, Dagens Nyheter.

Udsendt i Sveriges Radio 1981, derefter i Danmarks Radio, i Tyskland, Østrig, Schweiz, Norge, Holland, Belgien, Frankrig, Ungarn, England, Japan, Australien, Italien, Rumænien og Tjekkiet.

Udgivet i bogform på Forlaget Drama.