Lindely (2023)

Lindely (Gutkind, 2023)

“Jeg havde lyst til at skrive om mænd og deres krop, som de har skrevet om kvinder og kvinders krop.”
– Astrid Saalbach om Lindely

Thorkild er patriark, opdraget i begyndelsen af det forrige århundrede, hvid og forkælet, men stadig en slags menneske. Han har levet hele sit voksne sit liv på første klasse, men ligger nu hjælpeløs som et barn på aflastningsafdelingen Lindely og må indse, at det er slut med privilegierne og den såkaldte værdighed.

Han tænker tilbage på sit liv, mens hans midaldrende døtre forsøger at lære ham at kende med tilbagevirkende kraft. Men den nye kærlighed er også kompliceret og bringer dem tættere på ham, end nogen af dem ønsker.

Lindely er en dødsens alvorlig satire om at turde se forfaldet og sin egen skrøbelighed i øjnene i en tid, der jager ungdom og styrke. Og det skær af menneskelighed selv den største tyran kan få, når han bliver gammel.

Udgivelsesdato: 11. oktober 2023.

Se Lindely hos Gutkind

 

Astrid Saalbachs nye roman, Lindely, er en varm, tragikomisk og kritisk roman om to voksne døtre, Ida og Tine, der skal håndtere deres gamle fars sygdom og skrøbelighed på institutioner, der ikke gør, hvad de skal.”
Marie Louise Kjølbye, Information

 

“En usentimental, men bevægende og ikke ukritisk roman om en gammel plejekrævende mand og hans døtre … Vi lever i tider, hvor der kan være brug for at minde om, at den gamle hvide mand også er en slags menneske.”
Lilian Munk Rösing, Politiken * * * *

 

“Lindely løfter sig efterhånden, som dens hovedkarakter svinder ind. Jo tættere Thorkil kommer på døden, des mere nøgtern bliver Astrid Saalbachs prosa … Dygtigt indfanger hun hospitalsvæsenet i al sin omsorg og brutalitet. Måske endda kærligheden.”
Amalie Langballe, Weekendavisen

 

“Astrid Saalbachs fornemmelse for og baggrund i dramatikken fornægter sig imidlertid ikke, og især replikudvekslingerne er sine steder geniale – og utroligt deprimerende.” Femina * * * * *

“Overbevisende, smertelig og rørende.”
Søndag * * * * *

“Astrid Saalbach har skrevet en fremragende roman om en gammel mands uværdige afslutning på livet … Det her er socialrealisme med et strejf af satire.”
Barbara Rugholm, Litteratursiden

 

“Astrid Saalbachs ’Lindely’ må være en af titlerne på lægestuderendes litteraturmodel. Det er også en roman, der bør læses af ældreministeren, finansministeren (der bevilger resurser til ældre- og handicapområdet) og alle ansatte i sundhedssektoren.” Bodil Christensen, Nordjyske

 

“Satirisk fortælling om et liv, der alt andet end pludselig forandres … Sproget er langsommeligt og næsten kammerspilsagtigt og passer flot til beskrivelsen af Thorkils tilværelse. Karaktererne er stærke og står tydeligt. Romanen egner sig godt til både højtlæsning og læsekredse.”
Karina Høyer / Lektørudtalelse, Dansk BiblioteksCenter

 

“En kærkommen skildring af et stykke velfærdsdanmark, som er under hårdt pres. Det er yderst interessant og relevant læsning … Lindely er en virkelig god roman.” Bogbloggerdk, Bogbloggerdk

Der hvor du ikke vil hen (Lindhardt & Ringhof, 2021)

Da Sigrid rydder op i sit hus for at gøre klar til sin forestående død, finder hendes barnebarn et bundt breve og avisudklip, som ikke alene afslører en række familiehemmeligheder, men også kaster helt nyt lys over mormorens liv og ægteskab.

Sigrid vokser op i en kærlig, velstående familie i Fåborg i begyndelsen af 1900-tallet. Hun er en stor beundrer af sin unge moster Anna, som hun har en tæt tilknytning til. Efter en ulykkelig kærlighedshistorie flygter Anna til Grønland. Hendes rejse til det kolde nord under første verdenskrig bliver skelsættende for begge kvinders liv, og deres skæbner vikler sig i usædvanlig og uhørt grad ind i hinanden. I det barske land nordpå arbejder Anna som tandlæge, hiver endeløse mængder af rådne tænder ud og ser mænd få kajakangst, og kvinder arktisk hysteri. Hjemme i Danmark drømmer Sigrid om, hvad livet mon vil bringe,

En historisk roman om at blive offer for nære familiebånd og om kærlige handlinger med utilsigtede konsekvenser.

“Mesterlig slægtsroman.” Erik Svendsen, Jyllands-Posten *****

”Astrid Saalbach er en forrygende fortæller.” Berit Holbek Jensen, Dagbladendes Bureau *****

”En stærk historie om forgudelse og had”. Lilian Munk Røsing, Politiken ****

”Astrid Saalbachs nye roman er en læseoplevelse af de helt store.” Jannik Lunn, bogpusheren.dk ******

“På sin vej op igennem 1900-tallet [etablerer Astrid Saalbach] en slags undertrykkelsens kavalkade med billeder af en borgerlig-bornert fordømmelse af kvindeligt letsind.” Jørgen Johansen, Berlingske ****

”Medrivende slægtsroman med rammende tidsbilleder om to kvindeskæbner og kvinders muligheder eller mangel på samme i første halvdel af 1900-tallet.” Line Hoffgaard, Litteratursiden.dk

”To kvinders sammenfiltrede skæbne er fremragende skildret.” Karen Syberg, Dagbladet Information

Hør DR’s Bogselskabet med Anne Glad om Der hvor du ikke vil hen.

Klapperslangen (Gyldendal, 2014)

En kvindelig dansk dramatiker kommer ud i en professionel storm og flygter til et artist recidency i bjergene i Californien. Her møder hun noget der er så skræmmende, at det får de hastigt accelerende problemer derhjemme – med teaterchefer, forlag og svenske feminister – til at blegne.

“Den inciterende roman rækker langt videre end til sin adresse til teatret, med sin almene tematik om at arbejde med sin integritet i behold.” May Schack, Politiken.

“En stribe hurtigt og præcist tegnede enkeltepisoder og lettere humoristiske og satiriske personportrætter fungerer med scenisk præcision og træfsikkerhed, og stærkt står skildringerne af den psykiske nedbrydningsproces og kunstneriske identitetskrise, som romanens dramatiker gennemløber.” Jørgen Johansen, Berlingske.

“Vores indføring til skuespillet sker via en grotesk morsom samtale Astrid Saalbach har med en feministisk dramaturg på Stockholms Stadsteater (…) Det er lige på kornet, meget morsomt, meget skarpt, sandsynligvis selvoplevet.” Klaus Rothstein, Weekendavisen.

“Det kunne være skingert, men er det ikke, fordi forfatteren dels skriver uden vrede, dels ikke lægger fingrene imellem, når hun fremstiller sig selv og sin afgrundsdybe forfængelighed.” Mai Misfeldt, Kristligt Dagblad.

“Figurens selvforståelse er guddommelig. Den skånselsløse udlevering af kunstnerfantasien er modig og meget morsom, samtidig med at den er så pinlig. Igen er pointen at erhvervet er underordnet: mange vil kunne genkende drømmen om egen storhed, og virkelighedsjusteringen er grum.” Erik Svendsen, Jyllands-Posten.

Se Klapperslangen hos Saxo.com

Fordrivelsen (Gyldendal, 2011)

Andreas Ruud Christensen er en succesrig virksomhedsleder et sted i fyrrerne. Med sin kone og sine to børn tager han på skiferie i Alperne, men er mindst lige så optaget af sin mobiltelefon som af familien. En dag standser han midt på en af pisterne for at læse en sms og bliver torpederet af en ung mand på snowboard.

Da han efter nogle dage begynder at vågne, er dele af hans hukommelse forsvundet, noget for altid, og hans personlighed forandret. Alle andre ved tilsyneladende mere om ham, end han selv. Han kæmper for at få sit liv tilbage, men afstanden til omgivelserne bliver mere og mere tydelig. Også til familien; hvad Andreas ikke selv husker, har hans kone imidlertid fundet ud af. Det får svære konsekvenser, og efterhånden må han se sig fordrevet fra både familie, arbejde – og sig selv.

“Væk bliver man også i Astrid Saalbachs roman, som man rammes og rives med af, som en litterær lavine.” 5 stjerner, Lasse Horne Kjældgaard, Politiken.

“Både på spændingsplanet og på indlevelsesplanet er det en læseværdig og -venlig bog. En bog, der sætter tanker i gang om, hvor sårbare vi egentlig er, og hvor lidt der skal til at ændre alt det, vi tager for givet.” Christine Fur Fischer, Fyens Stiftstidende.

“Bogen er – undskyld klichéen – åndeløst spændende, den er uforudsigelig og overraskende, den er hjerteskærende på en usentimental måde, den er morsom, den er uhyggelig, den er sær, og midt i alt dette behandler den de største eksistentielle og moralske temaer: hvem er jeg, hvis ingen vil kendes ved mig? Hun behersker romanformen mere suverænt end de fleste.” Nils Gunder Hansen, Kristeligt Dagblad.

“Astrid Saalbach beskriver Andreas’ ny liv så mesterligt, at læseren sidder med tilbageholdt åndedræt. Egentlig er det en rædselsvækkende tanke, og måske er det derfor, at bogen gør så stort et indtryk. Eller også er Saalbach bare en eminent forfatter.” 4 stjerner, Christina Blangstrup Dahl, Dagbladenes Bureau.

“Astrid Saalbach er den danske forfatter, der mest suverænt kan springe mellem gedigen realisme og hallucinerende, visionære syner, og dermed tøver man ikke over for tekstens virkelighedsplan. Udgangskapitlet er rasende godt skrevet, intet mindre.” 5 stjerner, Erik Svendsen, Jyllands-Posten.

“Saalbach er ude i et større modernistisk henrettelsesprojekt, og det er der kommet megen morskab og flere eftertænksomme gys ud af.” George Hilton, Ekstra Bladet.

Se Fordrivelsen hos Saxo.com. Se Fordrivelsen som lydbog hos Saxo.com.

FINGEREN I FLAMMEN (GYLDENDAL, 2005)

Claire er smuk. Usædvanlig smuk. Og hendes udseende har været bestemmende for meget af det, der er sket i hendes liv, siden den noget forkomne barndom. Nu studerer hun på Musikkonservatoriet, og er alene med en lille dreng. Begge dele er svært. En dag anklager hun en af sine lærere for at have forgrebet sig på hende. Det får vidtrækkende konsekvenser – både for Claire og læreren. Men hvad skete der egentlig den dag i skoven?

”Blændende… Næsten umulig at slippe romanen, før det sidste blad er vendt. Fingeren i flammen er psykologisk spændingskunst af første klasse… Et godt bud på årets bedste danske roman.” 6 stjerner, John Christian Jørgensen, Ekstra Bladet.

”Astrid Saalbachs nye, meget underholdende og uhyggelige roman om den smukke violinist Claire er et blændende studie i kvindelig skønhed.” Erik Svendsen, Jyllandsposten.

”Ikke alene en velskreven, flot gennemført psykologisk skildring, men også en fin udfoldelse af noget så enkelt som overbærenhed og tolerance.” Erik Skyum-Nielsen, Information.

”Stemmelejet, uroen, for ikke at sige uhyggen, og de fine modulationer gør Astrid Saalbachs roman til noget særligt.” Liselotte Wiemer, Weekendavisen.

”En fængslende læseoplevelse.” 5 stjerner, Mai Misfeldt, Berlingske Tidende.

Udkommet på svensk på Bonniers Forlag, og sendt som radioroman i Sveriges Radio, 2009. Udkommet på estisk i 2010.

Se Fingeren i flammen hos Saxo.com. Se Fingeren i flammen som e-bog på Saxo.com.

Den hun er (Rosinante, 1999)

Ingeborg Schmidt er skuespiller, men bor i udlandet. Hun kommer til Danmark for at være med i en film, og opsøger sin tidligere lærer, og rektor for teaterskolen Anna Munthe, der engang var en stor skuespiller. Nu er hun gammel og senil. Herfra begynder rejsen i Ingeborgs egen historie, gennem ungdommens usikkerhed, ensomhed og søgen efter et ståsted i tilværelsen som kvinde, kunstner og menneske frem til dagen i dag og – den hun er.

”Man sidder med en sikker fornemmelse af, at den roman ikke bare holder til flere læsninger, men at den som kunstnerroman vil skrive sig ind i den danske litteraturs historie.” John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet.

”Man overgiver sig betingelsesløst”. Mai Misfeldt, Berlingske Tidende.

”Uhyre underholdende og præcis i sin skildring af en teateruddannelse, der i løbet af tre år er tæt på at nedbryde, mens den tilsyneladende frigør.” Bettina Heltberg, Politiken.

FJENDENS LAND (ROSINANTE, 1994)

Dobbelthistorie om to kvinder. Den ene vil skrive en roman om den anden: fysioterapeuten Agnete der får et barn med en arabisk indvandrer uden at fortælle ham om det, og på den måde kommer til at snyde sønnen for en far, og faren for en søn. I sin iver efter at lave research til romanen, udløser den første kvinde en katastrofe.

”Mesterligt inciterende roman… Originalt, glasklart, og uden et sprøjt af mondænt splatteri… Det knirker i læseren af fryd.” John Chr. Jørgensen, Politiken.

”Astrid Saalbach eksponerer her med sit forfatterskabs sjældne finfølelse en række tillidsfulde og alligevel forlegne kvindeskæbner.” Berlingske Tidende.

”Raffineret afdækning af en kvindes forsøg på at sætte sin angst, og sine længsler, på ord. Fascineret føres man igennem et plot, der efterhånden bliver spændende som en krimi.” Vibeke Blaksteen, Kristelig Dagblad.

Udkommet på svensk på Bonniers Forlag.

DEN GLEMTE SKOV (GYLDENDAL, 1988)

Milena mistede sin mor som lille, og har altid troet hun døde en naturlig død. Nu hvor hun selv er sidst i tyverne, får hun pludselig at vide, at moren blev fundet myrdet i en skov. Mordet blev aldrig opklaret.

Opdagelsen kommer til at præge hele Milenas vågne og drømte forestillingsverden. Den påvirker hendes arbejde med børnene i skolen, hvor hun er lærer, og den sniger sig ind som et uhåndgribeligt element i hendes papirløse forhold til musikeren Jacob.

Udkommet på svensk på Bonniers Forlag. Den glömda skogen (1990)

MÅNENS ANSIGT (NOVELLER, GYLDENDAL, 1985. GENUDGIVET 2005 I REVIDERET UDGAVE)

”Kvinden der døser på stranden, mens døtrene leger i vandkanten, en anden kvinde man følger et par timer hos frisøren, en mand der kører en hund ned på en natlig landevej. Undervejs lades de korte fortællinger op med en voldsom betydning, og en ofte helt uhåndgribelig uhygge.” Camilla Christensen, Berlingske Tidende.

”Saalbach er en fascinerende, rå, gådefuld forfatter, der forvandler hverdag til poesi, og viser hvordan tryghed sådan set kun er balancegang på undergangens kant.” Marie Louise Kjølbye, Information.

”Hendes replik er sylespids.” Niels Barfoed, Politiken.

”Rammer rent og hårdt og uden omsvøb.” Jens Andersen, Kristeligt Dagblad.

Novellerne er udgivet enkeltvis i antologier på tjekkisk, engelsk, amerikansk, polsk, svensk og norsk.

Se Månens ansigt på Saxo.com. Se Månens ansigt som e-bog hos Saxo.com.